Begynderkursus, DGI Havkajakroer 1, den 23.-24. maj 2015
2015-05-23 08:30
Har du længe drømt om at ro havkajak - at glide stille gennem vandet - at motionere, hvor der er højt til loftet - i øjenhøjde med fugle og springende fisk? Har du kigget efter havkajakroere, når de tager en runde ind i havnen - og tænkt at det kunne være dig?
Så har du chancen nu! Tag med på et begynderkursus og giv dig selv en gave for livet.
Kurset varer en hel weekend, minimum 16 timer. Pris: 1.925 kr. inkl. 1 års medlemsskab af Ringkøbing Ro- og Kajakklub.
Du behøver ikke have hverken egen kajak eller eget udstyr. Vi stiller alt til rådighed til kurset - og efterfølgende kan du som medlem af klubben altid låne klubkajak, svømmevest, spraydeck, pagaj og sikkerhedsudstyr.
Vil du se billeder fra et tidligere kursus? Så klik her.
Uddannelse til DGI havkajakroer 1.
- Målgruppe: Kurset henvender sig til nybegyndere og let øvede med interesse for at lære de basale ro- og redningsteknikker i havkajak.
- Hensigt: At give roeren et brugerniveau, som skal sætte denne i stand til at færdes fortroligt og sikkert i havkajak på ture langs kysten i lokalt og kendt farvand – i sommerhalvåret (maj – oktober).
- Indhold: Fokus er lagt på vandtilvænning og undervisning i makkerredning, selvredning, skadesforebyggende roteknik, de almindeligste styretag og valg af udstyr, samt teori vedr. navigation, vejr, risikomomenter og førstehjælp.
- Forudsætninger: Der er ingen adgangskrav til kursusdeltagelse, men du skal kunne svømme.
Vi tilbyder 2 kurser - hhv. den 2.-3. maj og den 23.-24. maj 2015.
Bemærk, at vi ved begge kurser mødes lørdag kl. 8.30 bag Hvide Sande svømmehal. Resten af kurset fra lørdag middag foregår i Ringkøbing.